PARASIT

Parasit kommer af det oldgræske parásitos, para- for ‘ved siden af’ og sitos for ‘mad’, og betegner en, ‘som spiser hos’; den, der spiser ved en andens bord. I antikken udviklede betegnelsen sig til at dække frie mænd, der levede i periferien af det politiske liv og kun med nød fik lov at spise med ved de riges bord. I bytte for en plads måtte de give smiger og lade sig ydmyge for værtens fornøjelse. Parasitten befinder sig akkurat på kanten: altid både en del af et system og stående uden for det. 

Parasitten var først og fremmest et menneske, en betegnelse for en særlig form for social relation, der siden er blevet et biologisk begreb. I biologiens verden betegner parasit en organisme, der lever på bekostning af en eller flere værter. Selvom parasitter defineres som en ‘bekostning’, er de knudepunkter i klodens økosystemer, hvor de skaber forbindelser og relationer på tværs af niveauer i fødekæder. Mange af dem har helt forunderlige livscyklusser, og de estimeres til at være den livsform med størst artsrigdom – hvoraf langt størstedelen er ukendte for os. 

Med temaet Parasit har vi villet undersøge forholdet mellem arter, deres samliv og indbyrdes udvekslinger; relationerne i det økologiske fællesskab, vi indgår i. Her ville et ord som symbiose have klinget mere harmonisk. Det ville fejre vores gensidige afhængighed og alles plads om det fælles bord. Men samlivet med andre, om det er inden for en art eller på tværs af arter, er ikke altid så ligetil, det er ofte krævende og en konstant forhandling mellem ulige interesser. Det er ikke alle, der må spise med, så nogen må tage uden at spørge. Og nogen tager uden at give tilbage. 

Symbiose er en term, den tyske botaniker Anton de Bary populariserer i en forelæsning, han holder for sine fagfæller i slutningen af det 19. århundrede. Her bruges ordet som en paraplybetegnelse for forskellige interne relationer mellem arter. Symbiosen udspaltes bl.a. i mutualisme, når relationen gavner begge parter, kommensalisme, når det kun er til fordel for den ene, og parasitisme, når det gavner den ene på bekostning af den anden. I manuskriptet til forelæsningen fra 1878 skriver han:

Det bedst kendte og mest udsøgte udtryk for symbiose er den fuldstændige parasitisme, dvs. det arrangement, hvor et dyr eller en plante gennemgår hele vækstprocessen på eller i en anden organisme, der tilhører en art med et andet navn. Sidstnævnte tjener udelukkende parasitten som opholdssted og leverer al dens næringsmateriale; den er dens vært i enhver forstand af ordet; og parasitten lever på værtens bekostning, for så vidt som dens næringsmateriale enten er værtens levende krop eller den næring, værten selv har taget til sig.

Parasitter findes i to typer: endoparasitter, der tager bolig inde i værtens krop, og ektoparasitter, der tager bolig på værtskroppens overflade. Men om de bor indvendigt eller udvendigt, er de altid afhængige af noget udover dem selv: Deres eksistensbetingelser er ikke deres egne. På den ene side er parasitter veldefinerede inden for de love, vi kender: De har artsnavne, vi kan kategorisere dem med. På den anden side overskrider parasitterne selvsamme love: De ændrer andre arters adfærd og komplicerer en kategorisk opdeling af verden.

Det synes helt selvfølgeligt at kalde biologiske parasitter for ulækre væsner, de er snyltere og en del af naturen, vi helst vil være fri for. De kan i få tilfælde udgøre en reel livsfare, men forklaringen på vores uforholdsmæssige reaktion må findes et andet sted end deres trussel. Måske hænger aversionen sammen med parasitternes grænseoverskridende natur: De udfordrer kroppens fysiske grænser, det autonome subjekts grænser og de moralske grænser for, hvad vi synes er rimeligt at afkræve andre. Derfor fungerer de også så godt som fjendebillede. Fx er det i  science fiction-film ofte parasitære livsformer, der manifesterer truslen mod menneskelige fællesskaber og samfund. Når parasitterne bryder ind, er vi pludselig ikke så meget herre i eget huset, som vi troede, og filtredet mere ind i økologien, end vi vil være ved. 

Parasitismen rækker også ud over zoologien og botanikken. At undersøge parasitisme i mere bred forstand bliver et spørgsmål om moralsk domfældelse, om eksklusion og inklusion i fællesskaber, om hvilke behov, der synes rimelige at understøtte. I Ansigt til ansigt med Gaia skriver Bruno Latour: ”At drage grænser for interesser er den mest direkte politiske handling, der findes”. Og det er i det spørgsmål – spørgsmålet om interesser, hvis de er, og om de er rimelige – at parasitten befinder sig. Den kan kun findes dér, hvor ulige interesser er i konflikt med hinanden, hvor den enes livsopretholdende arbejde undergraver den andens. Én ting er at undersøge parasitten, en anden er at spørge: Hvem har ret til at udpege parasitten som parasit? Hvem bestemmer, hvem der uretmæssigt sidder med ved bordet? ‘Bekostning’ kan virke som en ligetil definition at gå ud fra, men når man først dykker ned i parasitismen bliver grænserne slørede, hvis ikke umulige, at opretholde entydigt, og rollerne kan hurtigt byttes om. Artsrelationer kan ændre sig fra at være parasitiske til at blive mutualistiske, og spørgsmålet om bekostning forvandler sig alt efter måden, man gør regnskabet op. At tænke med parasitten tvinger én til at træde uden for ens menneskelige interesser og forestille sig en erfaring, der er radikalt forskellig fra, hvad det vil sige at være et fritlevende dyr. Hvilken verden kommer så til syne? Parasitten kan hjælpe os med at få øje på relationer, der ellers var usynlige, og den kan underminere det, vi tager for givet. Er vi overhovedet så fritlevende, som vi tror?

Udover parasittens sociale og biologiske dimension, rummer parasitten endnu en betydning, som Michel Serres har beskrevet det. Det franske parasite betegner også en forstyrrelse i et elektronisk system – det, vi på dansk ville kalde flimmer eller støj. Parasitterne er et element af kaos, der bringer systemer ud af balance. Samtidig er det forstyrrelsen, der kan kaste lys over dem og sætte dem i nye bevægelser, der kan skabe mutationer og forandringer. Det kaos, parasitten bringer med sig, kan være kimen til noget nyt. 

I dette nummer af Græs og Gyvel undersøger vi parasitisme i konkret og overført forstand. Vi undersøger parasitten som livsform, som metode og som forstyrrende interaktion. Parasitismen er svær at få entydigt greb om; man kan tænke lige dele med og mod. Men parasitten er altid relationel, og hvert  bidrag undersøger relationer. Magasinet selv er også et relationelt projekt: at åbne døren, invitere og kuratere er at yde værtskab over for bidrag, der er deres egne, men samtidig findes inden for de rammer, magasinet stiller. I denne udgivelse har vi inviteret to andre udgivelsespraksisser til at udgive på og i Græs og Gyvels værtskrop: den ene som en endoparasit, den anden en ektoparasit. De tilhører begge ‘en art med et andet navn’ og udfordrer forestillingen om magasinet som en afgrænset helhed. Men det rejser også et spørgsmål om, om man nogensinde kan være parasit, hvis man er blevet inviteret?

Indholdsfortegnelse

Vestmønsk folkedigtning. Fire fortællinger

Karl Henriksen

"Jeg bliver jo nødt til at sige den lille leverikte"

En samtale med Brian Lund Fredensborg

Malketid

Frida Berg

Forførelsesstrategier

Siw Ulrikke Maibom

Parasitisk økonomi, økonomiske parasitter

Markus Tange

Hånd i handske

Ethan Ara

Ikke parasit, blot gæst ved det biotiske måltid

Moa Alskog

Parasituationisme og parasikritik

Mikkel Thykier

Rosetta (1999)

Pernille Kaufmann

Våpen

Gresshoppene har ingen konge

Gæstfrihedens grænse: Jacques Derrida mellem gæstfrihed, omsorg og parasitisme

Isak Winkel Holm

Armillaria

Ida Friis Thomsen

Parasitært partnerskab: den gensidige tilpasning mellem helminter og mennesker

Mads Zippor

"Soil baby, soil" – A Case Study on Farmers' Mentalities in the Midtsjælland Region

Reza Lilleberg

Vidste du at gøgen lever halvt så mange år

Nanna Wiinberg

Vampyren

Hannah Langsa

Værtstekster

Forlaget Under

Redaktion

Lasse Fly Bendix

Ida Lehrmann Lykkegaard

Ida Katinka Ploug

Anton Præstgaard

Jeppe Skovsgaard Riis

Karl Rørne