STABILITET

Stabilitet betegner systemers evne til at stå imod forstyrrelser. Stabiliteten garanterer balance og struktur og fremtid og afkast. Den sidder i planeters baner og i befolkningers psyker. Den sidder i murstenene, i nukleotiderne og i rygsøjlerne. Den er evnen til at overkomme udsving og modgang.

En af stabilitetens urmetaforer er solsystemets regelmæssige baner over vores hoveder. For den stoiske kejser Marcus Aurelius var et ideelt sjæleliv stabilt og sfærisk som planeterne, og himlen var et perfekt og cyklisk forbillede for menneskets skrøbelige sind. Stjernebanerne var kalendere og sæsoner, de var såning og høst, de rettede jordens udsving ind i en forudsigelig fælles tid og indskrev livet i himmelske rytmer.

Mønten på forsiden af dette nummer indeholder en lignende antik metafor: en romersk denar fra kejser Hadrians tid med påskriften TELLUS STABIL, stabil jord. Denaren udtrykker en bøn om at lade himmelsfærens sikkerhed trænge ned i imperiets jordlag. For os i dag er den også en skinnende påmindelse om, at selv det stabile kan forgå og kun nå os som metalliske rester og arkæologiske levn.

Ustabilitet er bagsiden af det stabiles mønt. Den samme himmel, som stoikerne tog for givet som udtryk for stabilitet og sindsro, blev i det 19. århundrede en kilde til ængstelse. Matematikere fra Europa forsøgte at bevise en orden og stabilitet i planeternes gang, at finde lettende ligninger, der kunne forsikre dem om himlens beståen, men deres regnestykker gik ikke op. Planeternes dynamik viklede sig ind i uendelige spind på deres skriveborde, og spindene viklede sig videre ind i det 20. århundredes systemteori. Jagten på det stabile ledte til dets ustabile modpol: kaos.

Selvom stabiliteten har vist sig at være matematisk uregerlig, omgiver den os som en magelig regelmæssighed. Ni til fire, blodsukkerregulerende kost og faste køreplaner. Derfor er det stabile også det fornuftige, kedelige, konservative. Det er svært at forestille sig, at nogen faktisk skulle ønske sig et liv uden udsving, en verden, hvor alt forblev det samme. Samtidig virker det som om, at vi de sidste par år har nået et mætningspunkt for spænding og skift. Nu er det også radikalt at stabilisere. Spørgsmålet er, hvornår stabiliteten bliver en reaktionær begrænsning, der forhindrer ustabile fænomener som tilblivelse, plasticitet og forandring i at udfolde sig, og hvornår stabiliteten bliver det nødvendige grundlag for, at vi overhovedet kan have en fremtid.

I dette magasin undersøger vi stabilitet, som det kommer til udtryk i systemer, der spænder fra havstrømme til drengeværelser, fra landbrug til stregtegninger. Vi undersøger også den ustabilitet, der er uløseligt forbundet med vores forestillinger om det stabile. Det, som ligner dramatiske forandringer nu, kan vise sig at være små udsving i en egentlig stabil epoke. Og det, som ser uforanderligt ud fra et menneskeligt perspektiv, kan være fuldkomment omvæltende og uigenkaldeligt på planetær skala. Måske er ikke engang stabiliteten stabil.

Indholdsfortegnelse

Advarsel om et forestående kollaps af den atlantiske meridionale omvendingscirkulation

Peter Ditlevsen & Susanne Ditlevsen

Calanus

Thor Carit Andersen

Hver onsdag

Julius Sort

Det må briste for at bære: Naturens ligevægtsprincip mellem liv og død hos Inger Christensen

Kyla Andersen

Automattegninger

Lukas Kornelius

Nytte

Aya Benedikte Kor

At gentage er at passe på (Vedligeholdelsens tid)

Lise Lindholt Gammelgaard

Seks studier af stabile systemer

Rosa Nan Leunbach

Blod, jord, mælk

Tina My Ljørring Pedersen

Fra vejrbønner til kulstofopsamling: Fristelsen til at kontrollere klimaet

Kristine Cecile Harper

Jeg vil hjem til menneskene

Åsne Skeie

Redaktionen

Lasse Fly Bendix

Ida Lehrmann Lykkegaard

Jeppe Pape Møller

Ida Katinka Ploug

Jeppe Skovsgaard Riis

Karl Rørne